Parkeringsregler i Ribe indre by

Hverken turister eller beboere kan finde ud af trafik- og parkeringsregler i den indre by. Derfor følger her en kort forklaring.

Gågadezone i hele den indre by

Hele Ribes indre by er “gågadezone med kørsel tilladt”, bortset fra selve gågaden, hvor reglerne for kørsel er mere restriktive. Det betyder at:

  • Bilister, øvrige motortrafikanter samt cyklister skal tage hensyn til gående. Det er således ikke tilladt at dytte ad fodgængere eller på anden måde chikanere de gående, heller ikke selv om de måske står stille midt på “kørebanen”.
  • Den anbefalede  hastighed er 15 km/t. Politiet kan alene ud fra deres vurdering udstede bøder for uforsvarlig kørsel, uanset hastighed – også lavere end de vejledende 15 km/t.
  • Der er parkeringsforbud udenfor markerede P-pladser – dette er indeholdt i færdselslovens bestemmelser for “Gågade”. Det er også forbudt at parkere, selv om der allerede er andre som har parkeret ulovligt.

Uanset ovenstående har beboere i den indre by som har købt en parkeringstilladelse hos Esbjerg Kommune, samt gæster på hoteller og B&B som har fået udleveret en midlertidig tilladelse, lov til at parkere på afmærkede parkeringspladser uden tidsmæssige begrænsninger.

Domkirkepladsen

Der er standsning og parkering forbudt på hele Domkirkepladsen. Der gives dog af og til undtagelser for kirkegængere i forbindelse med visse kirkelige arrangementer – dette er i så fald markeret ved midlertidig skiltning. Undtagelsen gælder således ikke et hvilket som helst arrangement eller privat besøg i eller ved kirken.

Gennemkørsel forbudt

Der er gennemkørsel forbudt for biler og motorcykler i den indre by. Det betyder at man kun må køre ind i den indre by hvis man har et ærinde, ellers må man køre udenom via Ringvejen eller Kurveholmen.

Parkeringstavler i sidegaderne

I sidegaderne markeres P-pladser med et lille blåt skilt med en pil, se eksemplet til venstre. Det er ikke tilladt at parkere udenfor de markerede områder.

Hvor må man så parkere?

Der er findes 48 timers parkeringspladser både nord for den indre by (området mellem Føtex og Kvickly) og syd for (overfor Silvan). Desuden findes der en 4 timers parkeringsplads ved Vandrerhjemmet for enden af Sct. Peders Gade, og kundeparkering ved butikkerne i Tømmergangen. Vi anbefaler byens gæster at parkere et af disse steder, og så nyde turen ind til bymidten til fods!

Elektroniske parkeringstavler

Der er i sommeren 2019 blevet opsat elektroniske parkeringstavler ved indfaldsvejene til den gamle by, så man kan se, hvor mange ledige parkeringspladser der er på de enkelte parkeringspladser. Beboerforeningen hilser tiltaget velkomment.

Du finder et kort over Ribes parkeringsmuligheder her.