Trafikforsøg på Domkirkepladsen

For at fredeliggøre Ribes Middelalderby i de spidsbelastede sommeruger, begrænses køreadgangen til Domkirkepladsen med midlertidige vejbomme under et trafikforsøg, der forløber over seks uger (27-32) fra og med den 1. juli til og med den 11. august 2024. Med en delevaluering efter første trafikforsøg skal der tages stilling til, om yderligere et trafikforsøg i sommeren 2025 gennemføres.

Den store mængde gennemkørende og parkeringssøgende trafik samt mange parkerede biler i de smalle gader, opleves som en udfordring i Ribes gamle bykerne. Målet med forsøgene er at reducere de negative effekter af den ”ikke nødvendige kørsel” i bykernen.

Formålet er kort sagt, at:

  • Reducere gennemkørende trafik fra nord til syd gennem middelalderbyen. Der henvises i stedet til, at bilister bruger ringvejen.
  • Begrænse parkering og trafik i smalle gader. Der henvises i stedet til, at bilister parkerer på de primære p-pladser på kanten af bykernen. 

Ribe Bykernes Beboerforening sidder sammen med Lokalråd Ribe Midt, Ribe Handelsstandsforening og Esbjerg Kommune i styregruppen bag forsøgene. Efter gennemførelsen af forsøgene udarbejder Esbjerg Kommune et beslutningsoplæg til politisk behandling og efterfølgende offentlig høring. Først herefter skal der tages stilling til trafik og parkering i Ribe bykerne.


Om køretilladelser i forsøgsperioden

Beboere og andre med et berettiget ærinde i området i forsøgsperioden, skal søge om en køretilladelse.

På Esbjerg Kommunes hjemmeside, kan du foruden dataindsamlingen og baggrunden for trafikforsøget bl.a. læse mere om, hvordan du får adgang i forsøgsperioden, om du er berettiget til en køretilladelse og hvor der er alternative parkeringsmuligheder.


Materiale vedrørende trafikforsøgene